Den store squishies krise af 2018

Jeg har en pige på 8 år, hvilket betyder at vi har huset fyldt med squishies . For jer der ikke ved det, så er squishies nogle skumfigurer, der er formet som søde madvarer eller ditto dyr, hvor man kan trykke dem sammen og se dem genfinde sin oprindelige form. Det er fedt at have mange forskellige, og hvis de dufter af jordbær er det også optur. Det er den store dille lige nu, så de fleste børn i SFO-alderen (+/-) ejer mindst en.

Nu har man så fundet ud af at squishies er sundhedsskadelige, og miljøstyrelsen anbefaler at man skiller sig af med dem omgående! Aaahhhh krise!!! Jeg kom til at råbe det nede fra stuen da jeg så nyhederne i går aftes, hvilket resulterede i en grædende pige der hulkende samlede alle sine squishies i en pose og tog afsked, som om det var et kæledyr der skulle aflives.

Meget trist og ærgerligt, men som jeg prøvede at forklare, så er de farlige og fulde af gift, og så er det altså bare materielle ting. Jeg tror ikke jeg solgte den helt, men det var på eget initiativ at hun samlede dem sammen, så helt galt kan det ikke være.

Det jeg kan blive frustreret over i hele denne sag, er at jeg selv har undret mig over, at de lugter helt forfærdeligt og på en måde hvor man tænker, at det ikke er helt sundt. Men samtidig har jeg (og sikkert også mange andre) så stor tiltro til vores system, at vi ikke kan forestille os, at BR og Toys’R’Us, sælger produkter til vores børn der er sundhedsskadelige. Altså, der er både kræftfremkaldende og allergene stoffer i dem, som børnene med deres voksende kroppe og hjerner, er blevet udsat for over længere tid.

Skulle jeg ikke selv som forældre have reageret på min mistanke? Jo sikkert, og det er der jeg bliver bekymret. Jeg har så stor tiltro til vores system, at jeg neglegerer mine egne vurderinger og stoler blindt på at der er styr på det. Jeg kunne tage den politiske approach, og kritisere visse partier for at have skruet ned på miljøkontrol og sparet sådan noget som kemiluppen væk, men det vælger jeg ikke at gøre (i denne omgang). Der er jo nogle der er så liberale, at de synes at det skal være individets frie valg, om man vil udsætte sig selv og sine børn for farlige ting, men nej – jeg lader den ligge.

Men lige nu er squishierne pakket ned, Top-Toy, der ejer legetøjskæderne BR og Toys’R’Us, har allerede meddelt, at utrygge forældre eller børn, der har købt squishies hos dem, kan gå i butikken og få pengene tilbage. Også selv om kvitteringen er smidt væk. Så det var en trøst for os alle. Fremover håber jeg virkelig at der bliver strammet op på området, for hvis man som forbruger ikke kan være tryg ved de produkter man køber til sine børn, tror jeg man kommer til at skære kraftigt ned på forbruget (hvilket måske ikke er så slemt endda). Og ellers vil jeg stole bedre på min næse og mavefornemmelse når det kommer til kemi og mine børn.

   

Min vanvittige partyweekend!

Hot mamas, med store selfie-udfordringer 😀

Yes people – jeg er ung med de unge og går ud! Og ikke nok med det, så var jeg ude både fredag og lørdag, hvilket har resulteret i, at jeg her onsdag eftermiddag, stadig er lidt smadret! Det er helt vildt, og også ret skræmmende, eftersom det vel betyder at jeg er ved at blive gammel.

Fredag var jeg ude og se to dejlige damer, som jeg mødte, da vi for otte år siden kom i samme mødregruppe. Vi har fulgt hinandens liv i tykt og tyndt, og står her ni børn senere, og synes stadig hinanden er en fest. Mødregruppekonceptet er lidt enten-eller, eftersom man aldrig helt ved om man kommer til at svinge med dem man bliver sat sammen med, men i vores tilfælde klikkede vi ret hurtigt, og har fulgt hinanden gennem den vanvittige rejse det har været at blive forældre. Vi snakkede, grinte og drak “te”, og da vores indre ur har ændret sig en del til den tidlige side, var vi klar på at kysse farvel kl. 00.30. En skøn aften som jeg håber vi snart kan gentage.

Jeg fik heldigvis lov til at sove længe lørdag, og hvis jeg ikke skulle have lavet andet denne weekend, havde det sikkert været perfekt restituering. Men skæbnen ville det anderledes, og mamma her, der meget sjældent er til fest, havde selvfølgelig to aftaler samme weekend. Kl. 19.30 troppede vores søde babysitter derfor op, så vi kunne tage cyklen mod Brønshøj til en bryllupsfødselsdagsfest. Det var en af de fester, hvor jeg ikke havde de store forventninger, fordi jeg ikke rigtig kendte andre end brudeparret/fødselaren. Men da vi ankom, var huset og haven fyldt, musikken spillede, baren var åben og humøret højt. Jeg kan faktisk aldrig forudse min festlighed, men jeg blev grebet af stemningen og havde det skide hyggeligt. Jeg drak kun øl og havde planer om at gentage successen fra fredag og køre hjem omkring midnat, men der var Take That og dans i rundkreds, hvilket fik tiden til at løbe. Til sidst måtte jeg hive fornuften frem og takke for i aften, og efterlod min bedre halvdel i fuld sving på dansegulvet.

Det var virkelig skønt at mærke at det stadig er fedt at gå til fester, og jeg kan mærke at det giver noget på energikontoen. Ikke den i benene, men mere i hovedet. Det er fedt at have haft det sjovt sammen med andre mennesker, at få snakket en masse og grint og danset.

Jeg synes først, jeg er ved at være nogenlunde ovenpå i dag, så jeg skal nok ikke gentage successen næste weekend. Men igen, practice makes perfect, så hvorfor ikke 😉

   
   

Hvor svært kan det være at tabe 2 kg!

Jeg synes tit at folk omtaler overvægtige mennesker som nogle der “bare skal tage sig sammen” og tabe sig. Hvor svært kan det være? Spis mindre og motioner mere og vupti – kiloene rasler af. Ja, hvis bare det var så nemt. Hvis det var så nemt, tror jeg ikke der var så mange der kæmpede med overvægt og de følgesygdomme der følger. Overvægt skyldes som regel en kombination af mange faktorer, hvor det psykiske del også følger en stor del. Så nej, det handler ikke bare om at tage sig sammen.

Jeg er ikke overvægtig, men jeg har heller aldrig været åleslank. Vægten viser som regel et nummer i 60’erne, en enkelt gang har der stået 7 først og et par gange har der stået 5. Ellers har det været nogenlunde stabil. Der er dog ret stor forskel om jeg vejer 69 eller 61 eftersom jeg kun er 164 cm høj (eller lav), og derfor gør de der 5 kg en ret stor forskel for mig. Efter min graviditet og ikke mindst barsel, var jeg på 66,8 og synes især min mave bulede mere ud end den burde, og siden januar har jeg forsøgt at gøre hvad jeg kan for at komme ned på 60 kg og være i bedre form. Jeg startede derfor i Fitness Dk i midten af januar, og har haft ekstra fokus på min kost (altså den jeg spiser, ikke den jeg flyver på). Først talte jeg kalorier, men da det regnskab havde en tendens til at løbe løbsk, gik jeg over til 5:2 kuren, hvor jeg faster når jeg gider. Så den hedder nok mere 6:1, men det hjælper mig lige til ikke at spise så meget som jeg godt kan få lyst til.

Ok, så langt så godt, motivationen er i top, jeg lever sundt og gør det jeg skal og jeg har da også tabt mig. Men det er som om at de sidste 2 kg ned til 60 er lidt mere genstridige. Jeg har været nede på 60,5 men så kom der en ferie med brød og øl, og gæt hvad der så skete!

Tænk at skulle tabe 25 kg og stå med det samme problem. Jeg er godt klar over at 2 kg ikke gør den store forskel, men 2+2+2 gør, og det burde trods alt være nemmere at tabe 2 kg end 25. Så derfor giver jeg ikke op. Jeg synes bare det er påfaldende hvor svært det er.

Jeg har lavet følgende ændringer: cykler på arbejde, holder fast i minimum 1 fastedag om ugen, løber 1 ekstra tur om ugen oveni min træning og er obs på ikke at spise af vane, men hellere af lyst. Jeg er spændt på om det lige laver det sidste ryk, ellers ved jeg snart ikke hvad jeg kan gøre. Det positive ved det hele er, at jeg lever sundere og har det bedre. Så vægten er ikke det vigtigste, blot en målestok for mig personligt om der sker ændringer.

Indtil videre går det meget godt. I går faldt jeg godt nok i søvn ved 20-tiden af ren udmattelse, men i dag har jeg fået energi igen 🙂 Del gerne hvis I har gode fif, jeg tænker jeg ikke er den eneste der kan bruge dem 😉

 

   

Hytteturen der endte på skadestuen

Min datters årlige hyttetur (altså andet år i træk..) løb af stablen her i weekenden, og der var store forventninger. I stedet for at sove i den lidt sure spejderhytte, sov de fleste i telt ude på området og det er noget børnene synes er vildt spændende. Nanna endte godt nok med at sove inde i hytten sammen med en veninde, så det var mere resten af familien der fik den friluftsoplevelse med. Jeg får altid flash back til Roskilde Festival, bare jeg kommer i nærheden af et telt, hvilket nok fortæller mere om mig som friluftsmenneske end at hytteturen drager paralleller til Roskilde. Og dog.

Men det er faktisk skide hyggeligt og en god måde for forældrene at lære hinanden bedre at kende. For børnene ser vi faktisk ikke meget til, de løber bare rundt og har deres helt egen fest. De første øl og vinglas kom på bordet kort efter eftermiddagskagen, solen skinnede, der var et lejerbål, fællesmad ved langbord og bare en virkelig hyggelig og afslappet stemning. Andre kulturer ville nok korse sig over set-uppet (mest blandingen af børnepasning og alkohol), men det var ret afdæmpet og sobert, så jeg tror ikke vi får myndighederne på nakken foreløbigt.

Mit personlige højdepunkt var nok kombinationen af at Max, som nok synes det var lidt for underligt at sove i telt, først sov sådan rigtigt ved 23-tiden, jeg gik først til køjs ved 1.30 tiden (for den overspændte luftmadras trak sjovt nok ikke lige så meget som lejerbål og voksensnak), og så var han da frisk igen da klokken slog 4.45!! Jeg trak den og stod op (eller ud) kl. 6, og så kunne festen ellers fortsætte. Gab, jeg var træt. Men så kom folk stille og roligt stavrende ud af deres telte og det var egentlig også meget hyggeligt.

Nanna, som havde fået noget op i foden i løbet af ugen, løb rundt i bare tæer og ignorerede alt hvad der mindede om renlighed og smerte, men søndag morgen havde hendes fod hævet op til dobbelt størrelse, og efter at en lægeforælder kiggede bekymret på først foden og så mig, besluttede vi os for at besøge skadestuen på vej tilbage til byen.

Træt (og beskidt) som jeg var, kunne jeg så komme i gang med den konstante ventetid, som kontakten med det danske sundhedssystem betyder. 2½ time og et røntgenbillede senere, kom vi derfra med recept på penicillin og en meget stor trang til at ligge i en seng. Jeg tror vist også jeg fik blundet lidt mens jeg sad i venteværelset, men håber ikke jeg kom til at snorke alt for højt. Da jeg kom hjem havde Max ikke rigtig fået sin middagslur (hurra), så jeg tog den “sure” tjans og lagde mig op med ham. 3 timer senere kom jeg mega groggy ned igen og kunne ikke andet end at bestille noget junk til levering direkte til døren.

Og det er så der jeg kan mærke at jeg nærmer mig de 40. En nat i telt med 3-4 timers søvn, betyder bare at man er helt smadret resten af weekenden. Turen til skadestuen hjælper nok heller ikke, men hvis jeg skal fortsætte i Roskilde allegorien, så var der altså tider hvor det ikke gjorde det store. Men så er det godt at man ikke skal til fest hver eneste weekend 😉 Og jeg er frisk igen mandag, så det skal nok gå alt sammen.